En palme, der er meget mere end sit smukke ydre

Palmer er fantastiske indendørsplanter, der effektivt fjerner giftstoffer fra luften og giver generøse mængder frisk ilt til rummet. Kentiapalmen har elegante, buede blade og lange stængler, som straks giver stemningen af tropisk paradis. Den er en af de helt store helte blandt stueplanter, når vi taler godt indeklima. Planten fugter ikke kun tør luft, men den har desuden et effektivt rensefilter, så skadelige stoffer som formaldehyd, xylen og toluen fjernes. Den er derfor især god i hjem med astmatikere. Kentiapalmen, der er hjemmehørende på Lord Howe Island i Australien, kan blive op til 2,5 meter indendørs. 

Udover at være en fantastisk luftrenser, så er en Kentiapalme rigtig god til prisen. Palmer bliver dyrket fra frø, og størrelsen på planten er afhængig af produktionstiden. Så jo større en palme du ser, des længere tid har det taget at dyrke den. Palmer kan derfor være en lidt dyrere affære, hvis man har forelsket sig i de store, imponerende af slagsen. Denne palme er dog prismæssigt ganske fornuftig, da den vokser forholdsvist hurtigt.


Sådan passer du en Howea Kentia palme

Denne tropiske skønhed er i udgangspunktet nem nok at passe, men den stiller dog et par krav til plejen, hvis den forblive en grøn fryd for øjet.

Kentiapalmen har det bedst på en lys placering uden direkte sol, da dette kan give den en gullig farve. Sørg for at holde jorden fugtig, men ikke våd. Du kan eventuelt lade det øverste lag tørre ud i perioder for at undgå overvanding.

Afhængig af placering og indeklima, vil vi anbefale, at du vander planten 3-4 gange om måneden. Du kan med fordel stikke en finger i jorden for at tjekke jordens fugtighed. Er jorden fugtig, behøver du ikke at vande. Juster vanding og brus planten efter sæson og temperatur – jo mere lys planten får, des mere vand skal den også have. Jo tørre luft, des oftere skal den bruses eller sprayes med vand. Vi anbefaler desuden at gøde med vandingen ca. 1 gang om måneden i vækstsæsonen (april-oktober).

Trives din Kentiapalme ikke?

Palmen kræver moderat opmærksomhed og du kan derfor godt opleve følgende, hvis du glemmer den regelmæssige pleje:

  • Bladene bliver gule. Det kunne tyde på, at planten får for meget vand. Hold igen med vandingen, indtil det øverste lag jord er tørt.

  • Bladene bliver brune i kanterne. Dette kan skyldes tør luft og for lav luftfugtighed, og du bør bruse den med vand lidt oftere. Du bør desuden sikre dig, at planten ikke får træk, der hvor den står nu.

  • Hele bladet bliver brunt. Planten er udtørret, og den har formentlig stået for varmt og tørt. Du starter med at fjerne de brune blade og giver den herefter en køligere placering. Husk efterfølgende at bruse den oftere med vand.

  • Råd i plantens rod. Du er gået for meget til den med vandingen, og det tyder ikke på plantens oprejsning. Vil du dog gerne give det forsøget, skal du lade planten tørre ud – måske det kan redde den.

Læs mere om...