Eventyrlig og dekorativ stueplante

Monsteraen er en tropisk slyngplante, der oprindeligt stammer fra Sydamerika. Planten har de karakteristiske fingerlignende blade, som først kommer frem som små, hjerteformede blade, der med tiden bliver store, smukke, hullede og fligede blade. Men hvorfor hullerne i bladene? I de tropiske regnskyl er planten mere hårdfør med huller i bladene, da vandet således ikke samler sig og dermed tynger eller ødelægger planten.

"Den perfekte plante for begyndere"

Monsteraen er nem at have med at gøre på grund af dens beskedne krav til pleje og pasning – den har ry for at være en af de nemmeste stueplanter at have med at gøre. Med tanke på at Monsteraen i naturen lever i tropiske områder, er det ret interessant, at vi kan dyrke slyngplanten hjemme i stuen. Det skyldes, at den er utrolig god til at tilpasse sig, hvorfor det er en god plante at starte ud med, hvis man er nybegynder. Det eneste du skal være opmærksom på, er at den kan være ret krævende hvad angår plads. Tager du dig godt af den, kan den nemlig blive rigtig stor.


Sådan passer du en Monstera

Planten trives bedst, hvis den placeres et sted med klart, indirekte lys. Selvom Monsteraen er en plante fra regnskoven, trives den bedst med regelmæssige vandinger.

Som tommelfingerregel skal planten vandes én gang om ugen. Vil du gøre dit absolut bedste, er det dog en god idé at mærke på jorden i stedet for at vande rutinemæssigt.

Hvis de øverste tre centimeter er tørre, så er det tid til at vande. Selvom Monsteraen ikke vil have vand i store mængder, har den dog stadig træk fra regnskoven – den er nemlig helt vild med fugt. Så vil du forkæle planten, kan du en gang i mellem give den et douche.
Sæt den enten ud i brusekabinen og brus den over med lunkent vand eller brug en forstøver.

Lav din egen Monstera-plante

Monsteraen kan formeres på to måder. Enten ved deling eller stiklinger. Ved deling skal du have hele planten op af potten og derefter forsigtigt trække rødderne fra hinanden. Du kan nu flytte den ”nye” plante over i en ny potte med jord.

Med få, simple trin kan du desuden plante dine egne små Monstera-stiklinger. Sådan gør du trin for trin:

  1. Fyld en krukke med jord.

  2. Find en af de yderste stængler på planten og følg den til nærmeste led. Ved leddet er der en antydning af en luftrod.

  3. Bræk forsigtigt eller klip lige under led og luftrod.

  4. Plant stænglen i krukken med både luftrod og led under jorden. Sørg for at jorden fugtes godt. Det er efterfølgende meget vigtigt, at den er let fugtig hele tiden, indtil den sætter rødder. Det kan være en fordel at lukke stiklingen inde i en plastpose for at skabe en ”drivhusatmosfære”.

  5. Rødderne skal være ca. 4 cm lange, før du kan flytte den i en almindelig potte eller krukke. Det kan tage 4-8 uger.

Hvad gik galt?

Selvom Monsteraen er en meget taknemmelig plante og nem at passe, kan det dog ske at den mistrives. De typiske årsager til hvorfor din Monstera ikke trives:

  • Sorte pletter på bladene: Planten står højt sandsynligt for koldt. Stil den et lunere sted.

  • Tørre og brune pletter på bladene: Planten tåler ikke direkte sollys. Får den for meget lys, vil bladene blive svedne og få brune pletter. Giv planten mere skygge eller placer den et sted med indirekte sol i stedet.
  • Ingen hullede blade: Planten får sandsynligvis for lidt lys, så de fligede blade er forhindret i at udvikle sig. Giv planten mere lys, og den vil igen få flotte og dekorative hullede blade.

  • Blege blade: Planten mangler sandsynligvis næring. Giv den flydende gødning i forbindelse med vanding. Fra forår til sensommer kan du give gødning ca. én gang om måneden og nøjes med at gøre det et par gange om vinteren.

  • Gule eller brune blade: Planten er blevet overvandet. Lad den tørre til den retter sig, og lad planten tørre ud mellem vandingerne.

  • Dryp fra bladene: Det er ikke ualmindeligt, at din Monstera drypper. Det skyldes overvanding, og planten udskyder det overskydende vand via bladene. Vand lidt mindre fremover.

Læs også om...